...FORTSAT

Men også den kunst som har sat sig dér, hvor den store undren sidder, som bliver ved med at ligne sort kaos – og som bliver ved med at tirre én med al sin uforståelighed har en berigelse i sig, som hver gang får mig til at tænke på, at det uforklarlige er et livs grundvilkår, og at vi alle bliver nødt til at bære rundt på både vores eget og andres kaos. Jeg forsøger tit at definere, hvad kunst er. Men det er ganske svært, fordi jeg hele tiden oplever at kunst­en ikke rigtigt vil lade sig definere, indkredse, forklare. At den er en slags Rasmus-modsat.

Når jeg for eksempel siger at kunsten er noget, der er i bevægelse, ja, så er der straks noget i mig, der siger at kunsten også er det helt modsatte, det fastfrosne, det stille eller måske blot et øjebliks udtryk. For mig definerer kunsten sig ved hele tiden at søge sin modsætning. Og på den led bliver den så attraktiv, så levende, så udfordrende. Sammenfattende kan jeg sige, at kunst for mig er dét der bevæger mig, berører mig – og ultimativt endda forandrer mig.«