»Jeg ser kunsten som komprimerede eller forstørrede følelser, som fragmenter af en fortælling, et råb eller en hvisken om noget der fylder eller mangler og dermed fylder. Kunsten er i sin kerne et ursprog. Det taler alle tunger, til alle aldre, det taler uforståeligt og forståeligt, dystert eller muntert, stærkt eller blidt, humoristisk eller sønderlemmende. Det taler og taler og noget forstår man med hovedet, andet med huden, det tredje med hjertet og måske er der noget man slet ikke skal forstå men blot fornemme og gemme i et indre spisekammer, som en slags forråd, der pludselig kan dukke op når tiden er moden.